AI Impact
Disse salgs- og leveringsbetingelser (»Betingelserne«) gælder for alle aftaler om AI-rådgivning, -implementering og relaterede ydelser, som AI Impact (»AI Impact« eller »Leverandøren«) indgår med sine kunder (»Kunden«), medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne. Betingelserne udgør en integreret del af enhver samarbejdsaftale eller tillægsaftale indgået med AI Impact.
1. Definitioner og omfang
Ved »Ydelserne« forstås de til enhver tid aftalte AI-rådgivnings-, implementerings-, drifts- og supportydelser, som AI Impact leverer til Kunden i henhold til den konkrete samarbejdsaftale (Essential-, Growth- eller Enterprise Lite-pakken) samt eventuelle tillægsaftaler om tilvalg eller timebaseret ekstraarbejde.
2. Priser og betaling
Alle priser er angivet i danske kroner ekskl. moms, medmindre andet er anført. Opstartsgebyr forfalder til betaling ved underskrift af den konkrete aftale. Månedligt abonnement faktureres forud og forfalder til betaling senest 10 dage efter fakturadato.
Ydelser, der falder uden for den enkelte pakkes inkluderede omfang eller de aftalte tilvalg, afregnes efter nedenstående timepriser, medmindre andet er skriftligt aftalt:
| Ydelse | Pris |
|---|---|
| Standard timepris | 950–1.250 kr./time |
| Klippekort, 10 timer (forudbetalt) | 9.000 kr. (900 kr./time) |
| Klippekort, 20 timer (forudbetalt) | 16.000 kr. (800 kr./time) |
AI Impact kan regulere priserne på løbende ydelser (herunder abonnementer) med mindst 30 dages skriftligt varsel til ikrafttræden ved en betalingsperiodes begyndelse. Prisreguleringer, der alene følger den almindelige prisudvikling (fx op til Danmarks Statistiks nettoprisindeks), kan varsles med kortere frist.
Ved forsinket betaling beregnes morarente i henhold til rentelovens bestemmelser. Der pålægges et rykkergebyr på 100 kr. pr. rykker samt et lovpligtigt kompensationsgebyr på 310 kr. Hvis betalingen udebliver efter rykker, har AI Impact ret til at overgive kravet til inkasso. Ved overdragelse til inkasso forfalder den samlede resterende aftaleværdi straks til fuld betaling til fuld listepris, hvorved eventuelle opnåede rabatter eller aftalte rateopdelinger bortfalder. Kunden er forpligtet til at dække alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen, herunder advokatomkostninger.
3. Levering og samarbejde
AI Impact tilstræber at levere Ydelserne inden for de tidsrammer, der oplyses ved aftalens indgåelse, men disse er vejledende, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt som bindende leveringsfrist. Rettidig levering forudsætter, at Kunden stiller nødvendige oplysninger, adgange, data og beslutninger til rådighed inden for aftalt tid. Forsinkelser, der skyldes Kundens forhold, forlænger leveringstiden tilsvarende og berettiger ikke Kunden til erstatning eller forholdsmæssigt afslag.
Kunden er forpligtet til at levere alle nødvendige oplysninger, data, adgange og materiale, som AI Impact skal bruge til udførelse af Ydelserne, senest 14 dage efter aftalens indgåelse. Såfremt kunden ikke leverer det fornødne materiale rettidigt, forbeholder AI Impact sig retten til enten at udskyde leveringen tilsvarende eller fakturere for det påbegyndte/aftalte arbejde.
4. Fortrolighed
Hver part forpligter sig til at behandle den anden parts forretningshemmeligheder og fortrolige oplysninger fortroligt og ikke videregive disse til tredjemand uden forudgående skriftligt samtykke, medmindre videregivelse følger af lov eller offentlig myndigheds påbud. Forpligtelsen består i aftalens varighed og i 3 år efter dens ophør.
5. Databehandling og GDPR
I det omfang AI Impact behandler personoplysninger på Kundens vegne som led i leveringen af Ydelserne, sker dette som databehandler for Kunden i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR) og databeskyttelsesloven. Parterne indgår i så fald en særskilt databehandleraftale, der regulerer omfanget af og vilkårene for behandlingen. AI Impact anvender kun underdatabehandlere (herunder AI-/sky-udbydere som fx OpenAI og Anthropic), der kan dokumentere passende sikkerhedsforanstaltninger, og oplyser Kunden herom efter anmodning.
6. Immaterielle rettigheder
AI Impact bevarer alle rettigheder til egne metoder, skabeloner, kode og generisk udviklet know-how, som er udviklet før, under eller uafhængigt af leveringen til Kunden. Kunden opnår en ikke-eksklusiv, varig brugsret til de specifikt for Kunden konfigurerede løsninger, i det omfang det er nødvendigt for Kundens egen anvendelse heraf. Rettigheder til Kundens egne data, indhold og forretningshemmeligheder forbliver hos Kunden.
AI Impact har ret til at anvende Kundens navn, logo samt en overordnet beskrivelse af leverancen som reference i sin markedsføring (herunder på hjemmeside, sociale medier og i præsentationsmateriale), medmindre kunden udtrykkeligt og skriftligt har frabedt sig dette.
7. Ansvarsbegrænsning
AI Impacts erstatningsansvar er, i det omfang det er tilladt efter dansk rets almindelige regler, begrænset til direkte tab og kan pr. kalenderår maksimalt udgøre et beløb svarende til det, Kunden har betalt til AI Impact for Ydelserne i de seneste 12 måneder forud for den skadevoldende begivenhed. AI Impact er ikke ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tabt avance eller tab af data, medmindre tabet skyldes AI Impacts grove uagtsomhed eller forsæt.
8. Misligholdelse og opsigelse
Ved væsentlig misligholdelse, som ikke er afhjulpet inden 14 dage efter skriftligt påkrav herom, kan den ikke-misligholdende part ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning. Manglende rettidig betaling anses for væsentlig misligholdelse. Ved ophævelse forfalder alle udestående beløb, herunder for allerede udført arbejde, straks til betaling.
Løbende abonnementsaftaler kan af Kunden opsiges med et varsel på løbende måned + 1 måned før udløbet af en aftaleperiode, medmindre andet fremgår af den konkrete samarbejdsaftale. Opsigelse skal ske skriftligt via e-mail. Hvis aftalen ikke opsiges rettidigt, forlænges den automatisk med en tilsvarende periode.
9. Force majeure
Ingen af parterne er ansvarlig for manglende opfyldelse af aftalen, i det omfang opfyldelsen forhindres eller forsinkes af forhold uden for partens rimelige kontrol, herunder men ikke begrænset til nedbrud hos tredjeparts AI-/sky-udbydere, internetudfald, naturkatastrofer, krig, strejke eller lovindgreb. Den ramte part skal orientere den anden part hurtigst muligt og genoptage opfyldelsen, så snart forholdet ophører.
10. Ændringer af betingelserne
AI Impact kan ændre nærværende Betingelser med mindst 30 dages skriftligt varsel. Fortsætter Kunden med at anvende Ydelserne efter ændringernes ikrafttræden, anses ændringerne for accepteret. Væsentlige ændringer, der er til Kundens ugunst, giver Kunden ret til at opsige den løbende aftale med 30 dages varsel.
11. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret. Enhver tvist, der måtte opstå i forbindelse med aftalen, og som ikke kan løses ved forhandling mellem parterne, afgøres ved de danske domstole med Københavns Byret som aftalt værneting i første instans.
12. Kontakt
AI Impact ApS (Binavn til Online Impact ApS)
CVR 45626792
Robert Jacobsens Vej 30A, 2.MF
2300 København S
Telefon: 44 18 11 37
Web: aiimpact.dk
AI Impact · Salgs- og leveringsbetingelser · Denne aftale er underlagt AI Impacts til enhver tid gældende Salgs- og leveringsbetingelser, som udgør en integreret del af aftalen.
